onsdag den 1. september 2010

Code10

I weekenden 26-29 august var Bella Centeret vært for det 4 dages designevent Code10. Konceptet for CODE er iflg. velkomstmaterialet "Selvom du er anderledes, eller netop fordi du er anderledes, passer du ind". Nedenfor er en lille samling af mine favoritter fra messen.


The Lounger designet af Jamie Hayon http://www.bdbarcelona.com/ hører til hans "showtime collection" og blev introduceret i 2009. Den fåes i mange forskellige farver og i både stof og læder. Bagved ses ler lampen fra Bocci og nedenfor er Showtime stolene ligeledes designet af Jamie Hayon.


Beatrix stol og sofa fra hhv. 2007 og 2009 designet af Anna Kraitz. Består af en formpresset ramme, sæde og ryg i skum og chrom ben. Både stol og sofa fåes i forskellige farver- enten med knapper i kontrastfarver eller samme stof som hhv. stol eller sofa. Se mere på http://www.kallemo.se/

Denne sjove samling puffer i uld leder tankerne hen på en lille gruppe sten. Hele den organiske samling med sofabord osv. kan ses på www.samarin.net


Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S havde en af de smukkeste stande på hele messen med en blanding af gamle design klassikere og et par nyheder. Øverst til venstre er det en af nyhederne fra 2009 EJ180 In Duplo low sofaen med de tilhørende EJ190/191 Insula borde til. Begge dele er designet af Jensen & Ernst. Øverst til højre er det Hans J. Wegners klassiske Oxchair fra 1960.

Nederst har vi endnu en forholdsvis ny stol fra 2007 nemlig Erik Jørgensens letpolstrede stol Eyes designet af Foersom og Hiort-Lorenzen. Stolen er i formstøbt koldskum fikset på et stålunderstel. De to knapper i ryggen minder om øjne og deraf navnet "eyes". Fåes med forskellige stoftyper/farver, ben samt som barstol. Bordet hedder Flamingo og er ligeledes af Foersom & Hiort-Lorenzen. Den orange stol hedder Uma og er designet af Studio Hannes Wetterstein AG.


En anden af mine favorit stande var One Collection som havde medbragt de smukkeste klassikere. Øverst har vi Pelikanen af Finn juhl som efter min mening er et af de smukkeste stykker møbelkunst nogensinde. Pelikanen med dens organiske former er tegnet i 1940 og fylder 70år i år. For at fejre fødselsdagen genintroduceres en udgave med knapper. Pelikanen fåes i stof eller læder og med ben i valnød eller ahorn. Ved siden af Pelikanen finder vi The Baker Sofa og Øjebordet ligeledes af Finn Juhl. The Baker Sofa blev oprindelig tegnet til Baker Furniture i USA i 1951. Stoffet monteres i to forskellige farver på et skellet af valnød eller teak. Øjebordet er oprindelig tegnet til sofaen 4600 i 1946, og er enten i valnød eller teak med højglans laminat bordplade.

Nedenfor ser vi Ross bordene i sort og hvid som blev tegnet af Alf Ross i 1948 og har en ulige og meget smuk træramme omkring selve bordpladen.


Også en række smukke lamper havde fundet vej til Bella Center. Øverst har vi de mundblæste Labware glaslamper med korkprop fra Benjamin Hubert. Standing Task Light er fra Erik Wester. Stander lampen kan rotere 360 grader om egen akse og kan vippe op til 20 grader til siden. Wire lamperne er fra Decode London.

Sydform medbragte en lang række spændende og innovative stole- mere eller mindre bruger venlige. Ovenfor ses et lille udvalg.

Wheelbarry trillebøren tiltrak en masse opmærksomhed og det samme var tilfældet med Ear chair designet af Studio Makkink og Bey på Prooff.
Tak for i år Code- Vi ses 1-4. september 2011!